Informationer Om projektet

 

 

Et næsten uddødt sprog

af Mette Moestrup

I 2006 var jeg på en rejse til Argentina sammen med min kæreste. Vi skulle besøge hans argentinske familie. Jeg havde ikke nogen tilknytning til landet og talte ikke sproget. Min litterære plan for rejsen var egentlig at følge i en afdød, politisk, feministisk digters fodspor. Det tiltrak mig, at hun blev beskrevet som ”uattraktiv efter datidens normer” og at hun gjorde oprør mod macho-kulturen.

Men på jagt efter tosproglige udgaver af hendes digte faldt jeg tilfældigt over en bog med titlen The Tehuelches Indians. A Disapearing Race fra 1894, skrevet af en argentinsk opdagelsesrejsende ved navn Ramón Lista. Jeg købte den som souvenir. Tilfældigvis kørte vi gennem Patagonien, hvor indianerne stammede fra, da jeg læste om stednavnet i bogen. Patagonien blev opkaldt efter disse indianere, som de første opdagelsesrejsende opfattede som ”store mennesker” eller ligefrem ”kæmper.” Ifølge Ramón Lista var det en sprogfejl: ”patagones” betød ikke ”store fødder”, men ”hundredevis.”

Bogen fortalte mig lige så meget om Ramón Listas syn på indianerstammen som den fortalte om indianerstammen. På den ene side fordømte han den etniske udryddelse af stammen, som han tydeligvis havde stor respekt for. På den anden side beskrev han indianerne som ædle vilde, og objekter for sin forskning, fx udpenslede han malende deres fremmedartede fysiologi. Jeg satte udråbstegn ved en note, hvor Ramón Lista skrev: ”De mænd, jeg personligt har målt, har ikke været over 1,86, og gennemsnitshøjden er 1, 85 m for mænd. Kvinderne er mindre end mændene, og deres gennemsnitshøjde er 1,77 m for kvinder.” (Ligesom mig, skrev jeg i marginen og stregede det over igen: Ligesom mig). Han skrev ikke noget om sin egen højde. For han så jo ikke på sig selv som objekt. Men hans paradoks blev kropsligt. På den ene side var han imod, at tehuelche-indianerne blandede sig med andre racer, fordi det ville svække den ”ædle vildskab”, han så som deres styrke. På den anden side fik han selv en datter med en tehuelchekvinde. Datterens navn var Cecilia Ramona Lista.

Til slut i bogen var en ordbog over det truede sprog (som i 2008 er kategoriseret som næsten uddødt). Jeg tænkte, at Ramón Lista ikke kun konserverede gloser som antropolog, men også for at kunne forstå sin partner og sin datter. Men så tænkte jeg, at det var forkert: At læse en kærlighedshistorie ind i en ordbog.

Det var nødvendigt at gribe det mere nøgternt an. At se på ordene som de brudstykker, de var. Hvis det skulle handle om kærlighed til sprog, skulle det være på en meget åben måde (meant for others to do), som ikke pegede på én eller to, men hundredevis. Det skulle være kollektivt, anonymt.

Da jeg kom tilbage til Danmark, havde jeg ikke fået skrevet en linie om den feministiske digter. Men jeg havde oversat ordbogen over det næsten uddøde sprog til dansk. Ordene virkede hverken fremmede eller oprindelige.

Til toppen af siden